Posterous theme by Cory Watilo

Giving is the new selling!

Har du nogensinde tænkt over hvorfor Google er verdens mest succesfulde virksomhed på nettet?
Måske verdens mest succesfulde afhængigt af, hvad succes er.

Google gør os glade. De giver os det vi søger. Det vi ikke vidste vi søgte. Hver gang. Gratis. 

Vi kan ikke være Google. Men lad os forstå, hvorfor det virker, at gøre mennesker glade - gratis...

Det er jo egentlig ret logisk.

Vi bliver glade, når nogen gør noget godt for os.

Når vi er blevet glade, så får vi lyst til, at betale for noget mere af det vi fik gratis. 
Vi er blevet klædt på til at træffe en beslutning. Vi er købeklare brugere. 

Fordi vi før alt andet blev glade.

 

Forvent ingenting - der er jo krise!!!

"Der er finanskrise - hvordan skulle vi have råd til, at gøre vores brugere mere glade", spørger den underfundige beslutningstager.

Jeg kender det selv. Det virker sværere at fakturere. Vi bliver besat af at øge omsætningen. Vi bruger vores tid og energi på at konstatere for os selv, hvor svært det er under krisen. Når vi bekræfter for os selv, hvor svært det er, så bliver det ikke nemmere at tjene penge. 

Det er fordi, vi forventer penge. De kom jo inden krisen. Men det nytter ikke, at forvente de penge, der ikke kommer. Det er en ond cirkel, der stille og roligt distancerer os fra vores brugere.

Forventer vi ikke penge, så kommer de, når vi ikke forventer dem. (tyg lidt på den)

Min pointe er:
Hvis vi forventer, at vi skal gøre vores kunder glade, i stedet for, at forvente vi skal tjene penge, så signalerer vi ubevidst til dem, at vi vil gøre dem glade. Vi rammer dem. Fordi vi mener vi vil gøre dem glade. Fordi vi forventer, vi skal gøre dem glade. I stedet for at forvente, at de skal give os penge. 

Ligesom vi forventer, at være venlige og hjælpsomme overfor nye mennesker vi møder.

I en krisetid er, der ikke samme grundlag for virksomheder, der ikke gør folk glade. Vi passer bedre på pengene. Når vi har højkonjunktur, så er grundlaget større. Det er nemmere, at komme igennem til brugeren, da pengene sidder løsere. 
I en lavkonjuktur vil vi overraskes. Tilbydes noget nyt. Tilbydes noget vi ikke kan sige nej til. Tilbydes det bedste. Tilbydes det der gør os glade. 

Overordnet set er krisen en sund udvikling. De 10 år, der fulgte efter den store depression i USA, er de 10 år, hvor der har været mest innovation og udvikling i landet nogensinde. Fordi folk vidste, at de skulle tjene mennesker for at tjene penge. I dag bruger vi for meget fokus på, at tjene penge. Det er tid til, at genoverveje prioriteringerne, for at være bæredygtige virksomheder i fremtiden.

 

Længe leve de gamle dage!

Jeg har lige interviewet mine gamle dejlige bedsteforældre.

Dengang de arbejdede var de "ude at tjene". De tjente mennesker - og fik penge efter for-tjeneste.

Folk var selvstændige dengang. Som selvstændig erhvervsdrivende er i dag. De var det bare alle sammen. Som familier. Sammen om det.

De forventede ingenting. De var bare glade for, at få muligheden for at tjene.

Hvorfor gør vi ikke det i dag?

Fordi vi tjener penge i stedet for at tjene mennesker. 

"at tjene" har fået en ny betydning siden mine bedsteforældre tjente mennesker. Jeg synes vi skal give det betydningen mine bedsteforældre gav det. Vi skal tjene mennesker.

De ville stadig tjene penge. Faktisk betød det mere for dem, at tjene penge. De penge de tjente i dag, var det der skulle give dem mad på bordet i morgen. Men prioriteringen, fokus og energi blev lagt på, at tjene mennesker. De gjorde det godt for folk.
Det er den lyst til at tjene andre mennesker, der er grunden til, vi er hvor vi er i dag. Så tak dine bedsteforældre.

Når vi prioriterer, at tjene mennesker, så lærer vi dem at kende, og kan oprigtigt og ærligt forholde os til, hvor vidt vi tjener disse mennesker. 

Så det er kun et spørgsmål om vi vil.

Tjener du dine kunder i dag? Betjener du dem? Er du ligeglad så længe du tjener penge?

 

Hvor vil du hen Winum?

Jeg er her ikke for at pege fingre. Jeg accepterer, at nogen ikke vil tjene deres kunder.

De er bare ikke i min målgruppe. 

Jeg tror, at vi er i starten af et kæmpe menneskeligt evolutionsspring, der startede, da vi begyndte at dokumentere vores liv. Vi er ved at gøre al viden tilgængelig. Det får konsekvenser. Det har konsekvenser.

Desto mere vi dokumenterer - desto svære bliver det at tjene penge. Desto mere profitabelt bliver det, at tjene mennesker. 

En bruger kan dokumentere, at Fup og Svindel A/S er nogle skumle bæster i en facebook opdatering, sende en email til Kontant og Basta og ødelægge Fup og Svindel A/S - på under 10 min. Det skal vi forholde os til.

Jeg tror på, at vi får mere succes ved at tjene mennesker i stedet for penge. Og jeg tror, at det er profitabelt i dag. 

Jeg tror på, at hvis vi vil tjene mere, så må vi fokusere på at tjene mennesker. At give for at sælge.

Mange profitmaksimerer sig ud af krisen. Jeg sætter mine tvivl ved, om profitmaksimering virkelig er profitmaksimering i alle tilfælde. Vi glemmer den menneskelige faktor, og fordyber os i at finde profit i excel ark. Vi øger profitten, men forringer produktet. Det virker som at tisse i bukserne, og det kan være fint nok. Bare du har et par tørre bukser, inden de fryser til is.

Lad os tjene mennesker. Tjene vores brugere. Så tjener vi penge.
Det har aldrig været nemmere og billigere at gøre folk glade, end det er på Internettet. 

Jeg tror, at giving is the new selling.

 

Tag det første skridt nu

Det er en stor omvæltning, jeg lægger op til. Men en uundgåelig omvæltning. Så tag det første skridt.
Jeg bruger email marketing, som min marketingkanal for ideologien om at give for at sælge. Det gør jeg fordi det er billigt, effektivt og bæredygtigt at gøre folk glade med en email liste.
Her er et konkret skridt du kan tage lige nu, for at gøre dine brugere på din email liste glade:

Min opfordring er, at du i din virksomhed investerer en dag, på at lave en email udsendelser, uden forventning om, at der tjenes penge på den. En udsendelse, hvor du forventer, at det gør modtagerne glade. Giver dem et smil på læben. Brug tid på, at lav noget til dem, som du ved, vil gøre dem glade. Det er en opgave enhver kommunikationsmedarbejder vil elske at lave. 

Prøv det - det gør ikke ondt =)

Se i øvrigt mit projekt, hvor jeg har dedikeret 1 år til at hjælpe andre mennesker: Giving Is The New Selling